En sand historie…… Niger TRANS 333 (del 1)

”Yes!, der er den!!” Sådan næsten råbte min løbemakker Mikkel Gormsen og jeg i munden på hinanden, da vi på nettet i februar endelig stødte på meddelelsen : ”TRANS 333 prochaine édition (4e édition) du 29 novembre 2003 au 06 décembre 2003 au NIGER”!

xml:namespace prefix = o /> 

Efter i et lille års tid at have haft planer om deltagelse i verdens, efter sigende, hårdeste non-stop ultraløb, var hele ”eventyret” med disse få linier på skærmen pludselig rykket meget nærmere.

Kort fortalt så er ”TRANS 333” et ørkenløb, der med Sahara som ”aktivitetsområde” skifter lokalitet år efter år. Det har tidligere været afholdt i bl.a.  Mauritanien og Tunesien, og Niger er altså blevet udvalgt til at lægge sand til 2003 udgaven. Ultraløberen og idémanden bag TRANS 333, franskmanden Alain Gestin, har valgt, at man fra når startskuddet lyder har 116 timer til at gennemføre det 333 km lange eventyr! Sidste år deltog 60 m/k´ere, hvoraf 33 nåede det indenfor tidsgrænsen. Nogle vil måske synes, at det er lidt blødsødent af arrangørerne, men ikke desto mindre vil der for hver 20. km være depoter med vand samt mulighed for deltagerne til her at få lagt deres basispakker ud.

Til sådan et udfordrende løb kræves der selvfølgelig en del. - Viljen til at ville, ordentlig planlægning, skarp træning og en pæn sjat penge.

• Viljen og stædigheden til disse ”underlige” ting er der allerede, hvilke vores ”CV” af  marathon- og ultraløb burde kunne understøtte os i.
• Planlægningen (baseret på studier af de tidligere års løb) har været i gang længe, men vi kan først arbejde helt ned i detaljer efter juli/august, hvor yderligere om årets TRANS 333  tilgår fra løbsarrangørerne.
• Den skarpe træning er (altid) i gang, og sæsonen som indbefatter flere marathon- og ultraløb (en del med Marathon Travel Club), har vi allerede taget hul på.
• Til den sidste del (den med pengene) har vi indtil videre fået følgende sponsorer:            Akita eyewear , JLG Entreprise AS, Hotel- & Restaurationsskolen.

En sand historie… Niger TRANS 333 (del 2)

Forklaring på overskriften findes i Marathon-Avisens maj udgave. For en god ordens skyld vil jeg dog kort ridse op, at min løbemakker Mikkel Gormsen og jeg er i gang med forberedelserne til vores hidtil største løbeeventyr: TRANS 333! Et non-stop ørkenløb hvor man fra den 29. november skal slæbe sig igennem 333 km under 116 timer!

Dette løb indeholder mindst fire udmattende elementer:

• Varme:  Nigers ørken har en temperatur på 45-50 grader, og der er nedbør ca. 14 dage om året. (Regnen når dog at fordampe inden den rammer jorden/sandet.)

• Sand: Størstedelen af ruten vil blive lagt over sandsletter, -klitter og -banker. (to skridt frem, et tilbage)

• Længden: 333 km, næsten 8 marathondistancer, som bentøjet og resten af kroppen skal holde ud til.

• Søvnmangel: 116 timer, knap 5 dage. Det giver lige under 70 km´s daglig løb/gang der SKAL nås, så det bliver ikke til mange timer på øjet!

Hvordan træner man til et løb, der indeholder ovenstående? I Danmark er det nærmest umuligt at ”få” alle fire ting på én gang. Vi benytter derfor forskellige træningsmetoder, og håber på at kunne hive de bedste erfaringer derfra.

• Varme: Temperaturen skruer vi ”kunstigt” op for, idet vi på varme dage løber i vintertights, -jakke, windbreaker og uldhue samt rygsæk (folk kigger forståeligt nok hovedrystende på os, derfor store solbriller for at skjule identiteten!). Var der mulighed for det, så ville noget nær det optimale være at slæbe et løbebånd ind i en sauna, men jeg tror nok de vil lure lidt nede i den lokale svømmehal.

• Sand: Heldigvis findes der mange gode kyststrækninger i Danmark, og børnene kan herved også beholde deres sandkasser i fred! Med vekslende kg i rygsækken, så ankler og knæ  får god træning og  fornemmelse af det specielle løbeunderlag.

• Længden: Her er der selvfølgelig ikke nogen begrænsning (”Run Forrest, run!”), men vi prøver selvfølgelig at undgå overtræning!

• Søvnmangel: Mange gange er vækkeuret blevet sat til kl. 0200 (der er man nemlig faldet rigtig godt i søvn), og så har den stået på 1-2 timers løb med efterfølgende bad, og så ellers et par timer på hylden indtil det er tid til at stå op igen. Forstyrrende, men det er jo også meningen!

Siden sidst har vi klaret os gennem flere forskellige marathon- og ultraløb. I skrivende stund er Mikkel på vej til noget så eksotisk som Tibet, hvor han skal løbe marathon i 3.800 m højde. Her 14 dage efter Swiss Alpine holder jeg mig dog i Dannevang, og prøver som singleløber i stedet kræfter med weekendens 24-timers løb i Viborg.

Foreløbig vil vi gerne takke følgende sponsorer: Akita eyewear, JLG Entreprise AS,

Hotel- & Restaurationsskolen, Exposit, Newline og Marathon Travel Club.

Arrangørerne af TRANS 333 er ved at være på trapperne med tilmeldingerne samt det endelige program. Så som det ser ud lige nu, så er der kun små fire måneder og fem vaccinationer til det store eventyr kan begynde.

Mere om TRANS 333 i næste udgave af  Marathon-Avisen. Indtil da – fyr den a´ derude! Og husk: ”At løbe er at leve”!

Sidste nyt! Sidste nyt! Sidste nyt! Sidste nyt! Sidste nyt!

Løbet, TRANS 333, er stadig en realitet og planlagt til at blive fyret af i november 2003.

Men, men, men- arrangørerne har netop meddelt, at der ikke er ”landingsbane nok” i Agadez, Niger!!! TRANS 333 har derfor helt skiftet kontinent. Det vil nu foregå i Thar Desert i INDIEN! Her skal der løbes mellem de to byer Bikaner og Jaisalmer, og de lover, at ruten vil være mindst ligeså ubarmhjerteligt som tidligere TRANS 333-løb. De skriver bl.a. ”… a desert of sand and rocky plateaux”, så det skal nok blive spændende!

Vi går nu og krydser fingre for, at vi bliver 2 ud af de kun 50 løbere, som, pga. fly-restriktioner, får lov til at deltage.   

En sand historie… Niger TRANS 333 (del 3)
 

 Fire flyvninger, 10 timers buskørsel - og endelig nåede min løbemakker Mikkel Gormsen (30) og jeg (37) Bikaner, startstedet for dette års og 4. udgave af TRANS 333. Et nonstop løb på 333 km gennem en ørken. Denne gang Thar Desert, Rajasthan Indien. Et løb af den kaliber kan umiddelbart godt virke uoverskueligt, men med et års intens træning og med planlægning ned til mindste detalje, følte vi os godt rustet. De ku´ bare komme an, ku´ de!

The Laxmi Niwas Palace i Bikaner bød os velkommen med blomsterkranse og højtidelig hilsen af en stor kriger. Paladset der tidligere har været beboet af en Maharaja (fyrste), var som taget ud af en Indiana Jones film. Kæmpe store værelser, udsmykninger i overflod, og grønne papegøjer der fløj frit omkring. Før aftensmaden blev der holdt briefing i paladsets jagtsalon, en trofæ-sal på størrelse med et parcelhus! Lederen af løbet, Alain Gestin, havde valgt at hele løbet skulle afvikles på den delvis asfalterede vej (en gammel silkerute) mellem Bikaner og Jaisalmer. Man mente, at det ville være for risikabelt at løbe i den rene sandørken. Stier og landmærker var eroderet væk som følge af kraftig monsun, landsbyboerne herude var ”mindre venlige”, og de vilde hunde var endnu vildere!!

Søndag den 30.11.03 - dagen for løbets start og begyndelsen til det virkelige eventyr. Fødderne fik den sidste afpudsning, og de værste sommerfugle i maven blev viftet væk. Løberygsækken blev færdigpakket, og den indeholdt ud over væske (camelbag og dunke) bl.a. tøj til natten, pandelampe, caylumlight (knæklys), sovepose, sanitetsartikler, kamera og mp3 afspiller - i alt ca. syv kg. Vores dropbags blev fordelt til de forskellige check points (CP´er), som kort fortalt var store åbne ”telte”, hvor der var mulighed for hvile, vandpåfyldning (3 l. pr. løber), og indtagelse af ”mad”- tørret frugt og konserves. I alt 14 CP´er med ca. 22 km imellem hver.

Kl. 09.15 blev så feltet på 36 løbere, efter en speciel fransk salut, sendt af sted. Ud af Bikaner mellem kameler, larmende trafik, hujende mennesker og fritgående grise og køer. Vi lagde os lunt midt i feltet, og tøffede stille og roligt af sted mod første CP, som vi nåede efter 2 timer og 15 min. Derefter slog vi over i 20 min. løb og 10 min. march, da varmen (over 40 gr.) nu begyndte at blive rigtig barsk. Ved CP 2 blev pausen lidt længere, og ud over vores guf - slik, rosin og nøddeblanding fra dropbagen, indtog vi også en gang fransk konserves. Der kunne vælges mellem ”kødmos”, ”havets frugt” og ”spaghetti-slim” (øhhh… uhm!). Nå, men på med noget ”benzin” til motoren, blande energidrik, fylde camelbagen, og så ellers videre af sted.

Den eneste tidsgrænse, ud over de 108 timer for hele løbet, var at man skulle nå CP 4 (90 km) inden 20 timer. Det nåede vi efter 13 timer, så vi fortsatte til næste CP, for så dér at få 3-4 timers søvn. Kulden og trætheden begyndte at melde sig, og kl. 03 vaklede vi endelig ind i CP 5, hvor vi krøb i soveposerne.

Vejen/ruten var naturligvis hurtigere, da det ikke var i det rene sand, men den konstante og ensformige belastning var også hårdere for benene. Tidligere TRANS 333 deltagere foretrak klart sandet frem for vejen. Ikke nok med at man skulle klare de 333 km. gennem varmen, så udviklede løbet sig til at blive en ubehagelig tur gennem skærsilden! Karnevalsudsmykkede og hornbrølende lastbiler, busser og traktorer var til tider med deres hasarderede kørsel ved at mose os. Vilde hunde fulgte os længe og storgøende, så det blev en vane at løbe med kasteskyts i form af en sten i hånden, når man ”lugtede hund”. Når vi passerede landsbyer, hvor størstedelen af ”husene” var bygget af ler, strå og kokasser, tiggede børn os om alskens ting. Når vi ikke gav dem noget, hev de fat i vores tøj og rygsække, og når vi så løb hurtigere, begyndte stenene at fyge om ørerne på os. Det skete ikke mindre end seks gange på turen, og den ene gang havde vi et slæng af ca. 50 børn løbende efter os. Ikke det aller fedeste, men dog oplevelser til samlemappen!

Dagene forløb i store træk som førstnævnte, og ved ankomst til et CP blev samme rutine fulgt. Af med rygsækken, blande to dunke med energidrik, fylde camelbagen, checke og fordele sagerne fra dropbagen, og så se hvad der var af ”lækkerier” på bordet. For det meste var det noget fransk høvl, men vi kunne også være heldige at støde på cola, chips, kager, dåsefrugt, kaffe og te. En variation i pausen kunne være at skifte til frisk t-shirt og strømper. Det med strømpeskift var dog med risiko for ikke at kunne få skoene på igen (fødderne var svulmet op, så de ligeså godt kunne have tilhørt en vandholdig gravid kvinde!)

Feltet var naturligt nok blevet spredt hen ad vejen, og det var derfor en dejlig afveksling engang imellem at støde på nogle af de andre løbere. Bl.a. Waine fra Leeds (GB), som kom tumlende sidelæns ud fra et krat, og på sit uforståelige engelsk fortalte os, at han var ved at få sig en morfar (lille lur), da en grib angreb ham! Mon ikke han var blevet ”udsat” for et fatamorgana? Nå, men han så ret træt ud!

Senere indhentede vi Malek fra Mulhouse (F), der siksakkede af sted. Han havde det slet ikke godt, så med nogle piller og en energibar fik vi ham kick-startet, og trak ham med til næste CP. Efter løbet, som han i øvrigt gennemførte tre timer hurtigere end os, var han taknemmelig for ”the danish help”. Speciel for TRANS 333 var, at alle løbere hjalp til, hvor de kunne. Man løb med og ikke mod hinanden.

Drømmen (nogle ville sige mareridtet) om at gennemføre TRANS 333 blev for vores vedkommende opfyldt, da vi efter 86 timer og 23 min. passerede målstregen i Jaisalmer. Tiden var ud over vores egen forventning, og rakte til en fælles 15. plads.

Ved den efterfølgende sejrsceremoni blev der gjort status. Vinderen Théo Schmitt (F) kom i mål på den sindssyge tid 48 t. 23 min. Bedste kvinde var Alicja Barahona (USA) i tiden 67 t. 38 min. Men sejeste af alle var dog 68 årige Jack Denness (GB), der sluttede feltet af med 107 t.15 min. I alt klarede 27 ud af de 36 deltagere sig gennem Thar Desert.

Det har været svært at begrænse artiklen her, for oplevelserne har været store. Skulle der være yderligere spørgsmål vedrørende turen eller nogle af de andre ekstrem-events som f.eks. Vulkan- eller Jungleløb, så kan enten Mikkel eller jeg træffes på henholdsvis mikkelgormsen@hotmail.com og risvig@jubiimail.dk .

Jeg kan da lige nævne, at prisen for denne ”luksus-rejse” startede ved 18.300 d.kr! I øvrigt stor tak til vores sponsorer - JLG Entreprise, Hotel- & Restaurationsskolen, Akita Eyewear, Exposit, Senso Sport, Newline og Marathon Travel Club, der hjalp til med diverse udstyr.

Ha´ det pænt derude på vejene, og husk: ”At løbe er at leve – …. eller overleve”!